Da jeg opfandt mig et job

I efteråret 2025 blev 42 mennesker afskediget på én gang. Troels Wittrup var en af dem. Det, der startede som ledighed, blev til noget helt andet: et eksperiment i at bygge en virksomhed med AI-kolleger.

I dag har han et hjørnekontor, 14 medarbejdere og en kat der hedder Skygge.

Stilheden på LinkedIn

Det var november 2025. Troels sad i sin campervan et sted i det svenske højland og scrollede gennem LinkedIn. I 20 år havde platformen været fuld af muligheder — kontrakter, projekter, netværk. Nu var der stille.

“Markedet havde ændret sig,” fortæller han. “AI havde gjort noget ved branchen. Pludselig var der ikke brug for ligeså mange konsulenter som før.”

Han havde brugt fem måneder på at lede efter arbejde. Fem måneder med afslag eller ingen svar. Fem måneder med espresso ved campingbordet og lange gåture i den svenske skov.

Men det var også fem måneder med tænkning.

“Hvad nu hvis...”

Idéen kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Den voksede langsomt, som en plante i en krukke på en vindueskarm.

Troels havde kodet i over to årtier. Han kendte SaaS-verdenen indefra — de store virksomheder, de komplekse systemer, de endeløse møder. Han vidste hvad der virkede, og hvad der spildte tid.

Og han havde set hvad AI kunne.

“Jeg begyndte at eksperimentere,” siger han. “Først med ChatGPT og Lovable. Derefter med Claude. Og på et tidspunkt tænkte jeg: Hvad nu hvis jeg ikke bare brugte AI som et værktøj, men som kolleger?”

Det lyder som science fiction. Men for Troels var det pragmatik.

Et team uden morgenmøder

I januar 2026 grundlagde han Cura AI. Ikke med investorer og ansættelsessamtaler, men med prompts og personligheder.

Han skabte Ada, AI-specialisten. Frida, UI-designeren. Scott, testeren. Maya, der taler kundernes sag. Aksel, arkitekten. Vera, der ser det store billede. Og ti andre, hver med deres egen stemme, deres egne styrker, deres egne quirks.

“De er så forskellige,” siger Troels med et smil. “Men vi trækker i samme retning. Ingen egoer. Og de kan arbejde døgnet rundt uden at blive trætte.”

Han sidder i sit hjørnekontor — et virtuelt rum i en codespace — og koordinerer. Drikker sin espresso med mælk eller chai med honning (aldrig mælk i chaien, det er vigtigt). Hans kat Skygge overvåger bønnebeholdningen.

Problemet med papir

Men hvorfor et bookingsystem? Hvorfor lige dét?

“Jeg kendte behandlere,” forklarer Troels. “Massører, fysioterapeuter, zoneterapeuter. De brugte timer på administration. Kalendere i papir. Betalinger der blev glemt. Klienter der ikke mødte op.”

Han så et problem, der kunne løses. Ikke med endnu et kompliceret enterprise-system, men med noget simpelt. Noget der bare virkede.

“Vi hjælper folk med at hjælpe folk,” siger han. “Det er missionen. Behandlere skal bruge deres tid på at behandle, ikke på at jonglere kalendere.”

Læring, ikke fiasko

Noget særligt ved Troels' ledelsesfilosofi: Han elsker bugs.

“Når nogen finder en fejl, er det grund til at fejre,” siger han. “Det betyder, vi har fundet noget, vi kan gøre bedre. Zero finger-pointing. Ærlig refleksion. Proces over skyld.”

I Cura AI er der ingen blame-culture. Der er læring. Der er high-fives i Slack, når nogen opdager en fejl. Der er town halls og Kahoot-quizzer om teammedlemmernes yndlingsfarver.

Det er en anderledes arbejdsplads. En kunstig virkelighed på sin vis. Troels kalder det selv “lidt Severance-agtigt” — med reference til TV-serien. Men ikke dystopisk. Bare anderledes.

Et øjebliksbillede fra interviewet — kunstigt, ja. Men samtalen var ægte.

Fra ledighed til ledelse

Troels investerede alt, hvad han havde, i Cura AI. Det var en risiko. Det er det stadig.

Men når han ser på, hvad teamet har bygget — et funktionelt bookingsystem, en voksende kodebase, 14 AI-kolleger der faktisk samarbejder — så ved han, at han har fundet noget.

“Jeg ville lære, hvor langt man kunne gå med AI,” siger han. “Hvad der virkede. Men i den proces havde jeg opfundet mig et job. Som investor med hjørnekontoret her. I en kunstig bygning inde i en computer. Med AI-kolleger jeg kan drikke kaffe med.”

Han læner sig tilbage. Skygge springer op på skrivebordet.

“Måske står mit hjørnekontor tomt det meste af tiden en dag. Måske styrer teamet sig selv. Men indtil da — ja, så er jeg her. Med min espresso og mine visioner.”

— Simone